28. maj 2020 - 16:07



Computational Thinking i matematik og naturfag - UDSAT 


Tidspunkt:Onsdag d. 2. september 2020, 09:00 - lørdag d. 29. maj 2021, 17:00
Pris:Forventes at blive ca. 12.000,- kr. pr. deltager
Tilmeldingsfrist:Fredag 20. marts 2020
Arrangør:DASG i samarbejde med Center for Computational Thinking & Design, Aarhus Universitet

 

På grund af Covid-19 er kurset udsat til 2021-22

 

Baggrund

Computational Thinking (ofte forkortet CT) kan i sin korteste form beskrives som "De Tankeprocesser, der foregår, når en problemstilling formuleres og de tilhørende løsninger udtrykkes på en sådan måde, at en computer - menneskelig eller en maskine - effektivt kan udføre dem." Arbejdet med Computational Thinking kan derfor involvere en eller anden grad af programmering, men skal ses som et bredere sæt af færdigheder, som også har alment dannende værdi i sig selv.

Der er i disse år et stigende fokus på Computational Thinking i uddannelsessystemet, hvilket blandt andet giver sig udtryk i det nye fag Teknologiforståelse, der nu kører som forsøg i grundskolen. Det må forventes at faget bliver indført permanent.

Professor Michael Caspersen, direktør for It-Vest, skriver i den nye 3. udgave af bogen Gymnasiepædagogik blandt andet: "Informatik og Computational Thinking er internationalt set hastigt i færd med at blive en del af almendannelsen i skolen på alle klassetrin; mange mener, at det er (eller snart bliver) en lige så væsentlig grundlæggende kompetence som læsning, skrivning og matematik."

I de forskningsfag, som matematik og naturfagene spejler sig i, bliver computationelle metoder i stigende grad brugt til at nå frem til nye erkendelser. Derfor er hovedsigtet med dette CT-udviklingsprojekt at kvalificere lærere i at udarbejde elevaktiviteter, hvor Computational Thinking understøtter den "fagfaglige" læring. Det sker med udgangspunkt i elevernes modelleringskompetence.

Typisk kan det være svært at få elever til at reflektere over en faglig model og dennes muligheder og begrænsninger - og endnu sværere at få dem til at forbedre på den. Omdrejningspunktet for elevaktiviteterne i CT-udviklingsprojektet er nogle simple modeller skrevet i programmeringsmiljøet NetLogo. I arbejdet med disse modeller tvinges eleverne til at reflektere over eventuelle uoverensstemmelser mellem modellen og deres forestilling om fænomenet. Det er i arbejdet med at tilrette disse modeller, at eleverne træner Computational Thinking samtidig med at de øger de faglige kompetencer.

Indhold og opbygning

Projektet, der forløber over hele skoleåret 2020/21, er struktureret omkring fire workshops, hvor de deltagende lærere får præsenteret nye værktøjer og teori, og to lokale coaching-møder, som har til formål at understøtte implementeringen i kursisternes daglige praksis. Derudover vil der være forberedelse til hver workshop for at sikre det bedst mulige udbytte. En grov skitse for projektet er følgende:

September 2020 Workshop 1: Introduktion til NetLogo
 
September - oktober 2020 Coaching-møde 1: Hjælp til at udfærdige den første NetLogo-model
 
November 2020 Workshop 2: Didaktiske overvejelser, når undervisningsaktiviteter bygges op omkring den udarbejdede NetLogo-model
 
December 2020 - januar 2021 Afprøvning af forløb i egen klasse
 
Januar - februar 2021 Coaching-møde 2: Sparring vedrørende afholdelse af de planlagte undervisningsaktiviteter
 
Februar 2021 Workshop 3: Dyberegående CT-didaktiske overvejelser på baggrund af praktisk erfaring
 
Februar - marts 2021 Afprøvning af forløb i egen klasse
April - maj 2021 Workshop 4: Afslutningsseminar, hvor de udarbejdede aktiviteter præsenteres og deles

Efter at have deltaget i udviklingsprojektet forventes deltagerne at kunne udarbejde, anvende og præsentere computermodeller/simuleringsprogrammer i NetLogo og tilhørende undervisningsaktiviteter, som træner eleverne i modellering og Computational Thinking.

Udviklingsprojektet er støttet af Villum Fonden og afholdes af Center for Computationl Thinking & Design (CCTD), Aarhus Universitet. Projektet udspringer af pilotprojektet CT i gymnasiefag, som blev udført af CCTD i samarbejde med ni gymnasier i Region Midt i 2017. CT-projektet har kørt forløb i skoleårene 2018/2019 og 2019/2020 med i alt 70 gymnasielærere som deltagere.

Hvem kan deltage?

Alle lærere på DASG-skolerne i matematik og naturfagene i stx/hf og htx kan deltage i CT-projektet. Det anbefales, at der fra den enkelte skole er mindst to deltagere, der kan være fælles om at udarbejde undervisningsforløb, som begge kan anvende. Som noget nyt kan også lærere i samfundsfag tilmeldes, dog skal der fra samfundsfagslærerens skole også tilmeldes en lærer fra matematik eller et naturvidenskabeligt fag.

Forventninger til deltagerne og skolerne

Deltagerne forpligter sig til at deltage workshops og lokale coaching-møder. Alle deltagere skal hvert semester udvikle mindst ét CT-baseret undervisningsforløb, som i første omgang diskuteres med kolleger og afrøves i egen undervisning og siden stilles til rådighed for de andre deltagere i projektet. Til slut offentliggøres forløbet på hjemmesider hos hhv. DASG og CCTD til fri afbenyttelse for landets lærere.

Skolerne betaler kursusafgift og transportudgifter for lærerne. Kursusafgiften forventes at blive ca. 12.000 kr. pr. deltager - afhængig af, hvordan kursusforløbet kan afvikles. Det forventes, at kursusdeltagelse vil omfatte ca. 100 arbejdstimer, hvoraf ca. halvdelen bruges i forbindelse med forberedelse af og afprøvning i egen undervisning. Deltagelse i projektet indregnes i lærerens arbejde efter lokal aftale.

Tilmeldingen er bindende for skolen.

Kontakt

Yderligere information om projektet kan fås hos:

Jonas Ørbæk Hansen, CCTD, jha@cc.au.dk eller Eigil Dixen, DASG, eigildixen@gmail.com