Katalog

 
 
 
Computer fysik
 

2. udgave
Omfang 112 sider


Lisbeth Dragsted, Niels Jørgen Vestergaard og Niels Henrik Würtz

Bogen er delt op i 5 kapitler. De to første omhandler portkredse - i kapitel 1 med dioder og transistorer og i kapitel 2 med de integrerede kredse. I kapitel 3 omtales de binære talsystem og regning med binlære tal, og i kapitlerne 4 og 5 omtales computerens opbygning.

 
 
 
Det danske vindmølleeventyr
 

1. udgave
1. oplag 2007
Omfang 120 sider


Flemming Petersen, Bjarning Grøn, Asger N. Kristiansen og Annette Christensen.

Det danske vindmølleeventyr er en historisk gennemgang af den danske vindmølles udvikling fra 1891 til 2007. De teknologiske ændringer bliver beskrevet og forklaret i forhold til økonomiske, politiske, sociale og kulturelle forhold. Undervejs finder man faktabokse, der forklarer og beskriver tekniske og naturfaglige emner med tilknytning til vindmøller.

Efter den historiske gennemgang følger en række afsnit, skrevet for fagene naturgeografi, fysik og samfundsfag. Disse afsnit er en uddybning af visse af de emner, som sporadisk er nævnt i det historiske afsnit.

Bogen er skrevet med henblik på at kunne benyttes som grundmateriale i forløb om vindenergi, hvor flere af fagene fysik, naturgeografi, samfundsfag og historie kan understøtte hinanden. Det vil være oplagt at anvende bogen i flerfaglige forløb i almen studieforberedelse eller naturvidenskabeligt grundforløb.

 
 
 
Evig Energi? - brændselsceller og brintsamfundet
 

1. udgave
1. oplag 2005
Omfang 48 sider


Ole Trinhammer

Evig Energi? - brændselsceller og brintsamfundet, er skrevet til Fysik C på gymnasialt niveau og kan anvendes såvel til det introducerende niveau som i senere valgfag og studieretning. På bogens hjemmeside findes der uddybende materiale, der også kan udfordre eleverne på niveau B og A. Tre bøger, Brændselsceller og brintsamfundet, Solceller samt Evighedsmaskiner er samlet under en fælles betegnelse, Evig Energi? Man ser både eksempler på kreativ snilde, teoretiske modeller og naturlovene bag udfoldelsen af menneskets virkelyst.

Ideen er at vise hvilke muligheder, der er for at realisere brintsamfundet, hvis "blot" effektiviteten af solceller og brændselsceller forbedres. Med brintsamfundet menes et bæredygtigt samfund med en stor andel af vindmøller og solceller, hvor overskudsstrøm bruges til produktion af brint fra vand. Brinten anvendes så i brændselsceller i biler og kraftværker, og vandet gendannes. En slags "evighedsmaskine" i praksis.

Bogseriens hjemmeside.

 
 
 
Evig Energi? - evighedsmaskiner
 

1. udgave
1. oplag 2009


Ole Trinhammer

Evig Energi? - evighedsmaskiner er skrevet til Fysik C på gymnasialt niveau. De anvendte begreber fra mekanik bygger på en præcis definition af arbejde og energi, men smyger sig uden om en længere gennemgang af kinematikken.

bogens hjemmeside findes uddybende materiale, der også kan udfordre eleverne på Fysik B og Fysik A, ligesom bogens sidste kapitel indeholder afsnit skrevet specielt for disse niveauer. Tre bøger, Brændselsceller, Solceller og Evighedsmaskiner er samlet under en fælles betegnelse, Evig energi? Man ser både eksempler på kreativ snilde, teoretiske modeller og naturlovene bag udfoldelsen af menneskets virkelyst.

 
 
 
Evig Energi? - solceller
 

1. udgave
1. oplag 2006
Omfang 60 sider


Ole Trinhammer

Evig Energi? - solceller, er skrevet til Fysik B på gymnasialt niveau. De få matematiske forudsætninger der kræves, muliggør at bogen også kan læses på C-niveau, men kapitel 3 kræver en hvis abstraktionesevne af læseren og egner sig ikke til den indledende undervisning i 1g. Til gengæld kan det gerne læses i forårssemestret. Tillægget bagerst supplerer, så kernestoffet i ellære dækkes på B-niveau. På bogens hjemmeside evigenergi.fys.dk findes der uddybende materiale, der også kan udfordre eleverne på Fysik A. Tre bøger, Brændselsceller og brintsamfundet, Solceller samt Evighedsmaskiner er samlet under en fælles betegnelse, Evig Energi? Man ser både eksempler på kreativ snilde, teoretiske modeller og naturlovene bag udfoldelsen af menneskets virkelyst.

Solen vil lyse stabilt i cirka seks milliarder år endnu med intensitet, der er godt otte tusind gange så stor som det energiforbrug, vi har i øjeblikket. Hvis vi kan udnytte blot en brøkdel af en procent af sollyset, har vi altså rigeligt. I bogen om brændselsceller har jeg beskrevet visionen om brintsamfundet. Her bruges strøm fra fx vindmøller og solceller til produktionen af brint fra vand. Brinten anvendes så i brændselsceller i biler, boliger og kraftværker, og vandet gendannes. En slags bæredygtig "evighedsmaskine" i praksis.

Bogseriens hjemmeside

 
 
 
Flyvningens fysik
 

1. udgave
1. oplag 1990
Omfang 49 sider


Frank Bason

Flyvningens Fysik er beregnet til temaundervisning på obligatorisk niveau i matematisk gymnasium og hf-tilvalg i fysik. Bogen er rettet mod dimensionerne "den nære omverden" og "teknik". I bogen gennemgås nogle vigtige begreber fra mekanikken ved at fortælle om flyvning. Dels gennemgås lidt flyterminologi, dels noget om styring af flyet, ligesom der er en gennemgang af en række almindeligt brugte instrumenter. Fra bevægelseslæren gennemgås hastighed, acceleration og Newtons love. Eksempler og opgaver er hentet fra fly og flyvning. Bogen indeholder desuden en del historisk materiale fra flyvningens tidlige historie. Der er forslag til en række eksperimenter og projekter, der vedrører flyvningen og et afsnit om flysimulatorer.

 
 
 
Fysik i overblik
 

6. udgave
1. oplag 2007
Omfang 36 sider


FYSIKFORLAGET

Fysik i overblik er tænkt som en lille, overskuelig håndbog, som eleverne altid kan have ved hånden i den daglige undervisning i fysik. Bogen er ikke en koncentreret lærebog, men en fagligt opdateret oversigt over relevante formler, notationer og benævnelser i overensstemmelse med læreplanerne for fysik efter reform 2005. Med de valgte formuleringer kan formlerne ikke stå alene, men kræver naturligt nok forudgående undervisning for at give rigtig mening.

Udover formler har vi valgt at medtage en række hyppigt brugte naturkonstanter samt visse udvalgte tabeller. Det skal bemærkes, at disse tabeller med henblik på den skriftlige prøve i fysik A ikke fuldt ud kan erstatte Databog fysik og kemi.

 
 
 
Fysikforsøg på gymnasialt niveau
 

1. udgave
1. oplag 2000
Omfang 70 sider


Ove Splittorff

I december 1997 afholdte Fysiklærerforeningen en konference med det formål at lave en oversigt over fysikforsøg til det gymnasiale niveau. Her blev grunden lagt til dette skrift. Ideen var at lave et skrift, der dels kunne tjene som huskeliste for den rutinerede lærer dels som inspirationskilde for den mere uerfarne.

 
 
 
Fysikopgaver til obligatorisk niveau og HF-tilvalg
 

1. udgave
1. oplag 1994


Redaktion Claus Christensen, Carsten Claussen og Niels Hartling

Opgavesamlingen indeholder eksempler på, hvordan skriftlige opgaver og aktiviteter i fysik kan se ud. Opgaverne kan bruges på mange forskellige måder, fx i timerne, som skriftlige hjemmeopgavesæt, som oplæg til eksperimentelt arbejde eller som led i et tematisk forløb. Der er eksempler på opgaver i alle hovedområder af kernestoffet, mange typer af opgaver og opgaver af forskellig sværhedsgrad.

En del af opgaverne er inspireret af gamle eksamensopgaver. Disse er alle omarbejdet for at kunne anvendes på obligatorisk niveau og hf-tilvalg. Desuden indeholder samlingen en række nye opgaver, der stammer fra opgavekommissionens lager af ubrugte opgaveforslag, ligesom der er medtaget en række aktiviteter, der skal tjene som eksempler på, hvordan man i fysikundervisningen kan anvende ny skrivepædagogik i timerne og i hjemmearbejdet. Opgavekommissionen, Fysikforlagets bestyrelse, nye og gamle fagkonsulenter samt arbejdsgruppen SKRIV har alle bidraget væsentligt til, at denne samling har kunnet udgives.

 
 
 
Hvordan hopper tennisbolde og bordtennisbolde?
 

 


Henning Henriksen

I dette temahæfte beskrives tennis- og bordtennisboldes hoppeegenskaber. Der arbejdes med simple fysiske begreber, men i stigende progression. I den sidste del af hæftet benyttes regneark. Hæftet er skrevet til brug i 1.g, men kan også anvendes i 2.g i forbindelse med arbejdet med bevægelseslovene.

 
 
 
Isotek
 

1. udgave
1. oplag 1991
Omfang 56 sider


Allan Jørgensen

ISOTEK er en forkortelse af "ISOtopers TEKniske anvendelser". ISOTEK er beregnet til temaundervisningen på obligatorisk niveau i matematisk gymnasium og hf-tilvalg i fysik. Bogen er rettet mod dimensionerne "teknik" og "teknologi og samfund". Indfaldsvinklen er en række tekniske anvendelser af isotoper i industrien, herunder anvendelser inden for miljøkontrol. Bogen lægger naturligt op til virksomhedsbesøg. I bogen gennemgås en række eksempler på tekniske anvendelser af isotoper, som fx tykkelsesmålinger (case: fugemørtel), måling af sporstoffer (case: kontrol af utæthed i Sourva-dæmningen i Sverige), dateringsmetoder (case: datering af tungmetalaflejringer i Østersøen). Samtidig gennemgås teorien om henfald, kerneprocesser, absorption, dosis mv. Regler for stråling og sikkerhed. Strålingsbeskyttelse.

 
 
 
Julegodter
 

1. udgave
1. oplag 1992
Omfang 20 sider


Ove Spilttorff

Dette hæfte er Fysiklærerforeningens julegave til medlemmerne. Det indeholder en samling juleforsøg til gymnasiebrug. Forsøgene anvender for det meste hverdagsting, altid med en klar fysisk pointe og ofte af spektakulær eller overraskende karakter.

 
 
 
Kommunikationsfysik
 

1. udgave
1. oplag 1993
Omfang 48 sider


Niels Henrik Wurtz og Erik Bødtker

Bogen er beregnet til temaundervisning på obligatorisk niveau i matematisk gymnasium og hf-tilvalg i fysik. Bogen er rettet mod dimensionerne "historisk fysik", "teknik" og "teknologi og samfund" c kernestoffet i bølgelære, dele af ellæren og centrale dele af atomfysikken behandles. I bogen behandles kommunikation med telefoner som gennemgående eksempel. 5 selvstændige kapitler behandles:

  1. Et rids af kommunikationen som den kendes i øjeblikket med kendte eksempler fra hverdagen,
  2. en historisk gennemgang af udviklingen fra telegrafen til telefonen,
  3. et simpelt telefonsystem behandles ligesom
  4. telefonnettet og
  5. telenettet nu og i fremtider med mulighederne for et generelt informationsnet behandles.
Desuden behandles lys og lysledere, digital og analog transmission samt omsætningen herimellem. 

 
 
 
Kvantespring i det 20. århundrede
 

1. udgave
1. oplag 2007
Omfang 192 sider


FYSIKFORLAGET

En kontorassistent ved patentkontoret i Bern offentliggjorde i 1905 fire artikler, der skulle forandre vores verdensbillede for altid. Kontorassistenten hed Albert Einstein, og tidspunktet 1905 et blevet kendt som Einsteins "mirakuløse år".

Det er på baggrund af 100–året for Einsteins mirakuløse år, at Fysiklærerforeningen besluttede at udgive denne bog om ti markante begivenheder inden for fysik og astronomi i det 20. århundrede. Hvert af de ti kapitler dækker omtrent et årti, hvor der er valgt en af årtiets mest markante forskningsbegivenheder:

  • Planck, Einstein og Kvantet
  • Einsteins relativitetsteorier
  • Atomteori og kvantemekanik
  • Stjernelys, kerneenergi og et univers af brint
  • De første atombomber
  • CERN og partikelfysikken
  • Apolloprojektet - Månen tur-retur
  • Computer og internet
  • Kaos og fraktaler
  • Forskningssatellitter - astronomernes nye vindue til Universet

 
 
 
Laseren - den moderne lyskilde
 

1. udgave
1. oplag 2008
Omfang 40 sider


FYSIKFORLAGET

Laseren - den moderne lyskilde er det første hæfte inden for det særlige område Fysik i det 21. århundrede, der udmeldes hvert skoleår før starten af undervisningen i 3.g. Emnehæftet er således skrevet med henblik på undervisningen på fysik A, men dele af hæftet vil også kunne bruges på fysik B som uddybende og perspektiverende materiale.

I hæftet behandles foruden et afgrænset kernestof, laserens virkemåde, laserlysets karakteristika, udvalgte lasertyper og deres anvendelsesområder.

  1. Indledning - 3
  2. Sådan opstår laserlyset - 5
  3. Laserlysets specielle egenskaber - 13
  4. Faststof- og halvlederlasere - 17
  5. Laser og lysleder som kommunikationsværktøj - 24
  6. Refraktionskirurgi - 31
  7. Lasersvejsning - 33
  8. Optisk kohærenstomografi - 37

Der findes supplerende materiale på www.fys.dk/laseren:

  • 89 tjekspørgsmål
  • 66 opgaver
  • 2 vejledninger til animationer

 
 
 
Mc-opgaver
 

1. udgave
1. oplag 1985
Omfang 176 sider


Henrik Tarp-Johansen

Det utal af opgaver, der gennem årene har været stillet i A-sættene til skriftlig eksamen i fysik på hf, har dannet grundlag for dennne bog, idet opgaverne i denne samling alle stammer derfra.

 
 
 
Medicinsk Fysik
 

1. udgave
1. oplag 2005
Omfang 88 sider


Brian Krog Christensen

Denne bog er udarbejdet til undervisning i fysik på gymnasialt niveau. Bogen er skrevet med henblik på både C- og B- niveau. C-niveaudelen er skrevet på hvid baggrund. Det er karakteristisk for denne del, at kravene med hensyn til matematisk forståelse er begrænsede. På blå baggrund finder man tekst og opgaver, som supplerer til B-niveau. Denne del kan naturligvis også bruges i forbindelse med Fysik C til elever der har mod på lidt større udfordringer. Bogen kan også bruges som grundlag og inspirationsmateriale med fx projektopgaver i 3.g.

 
 
 
Mørkt stof i universet
 

1. udgave
1. oplag 1996
Omfang 64 sider


Allan Hornstrup

Emnet for bogen er Mørkt stof, som er en samlet betegnelse for al det i universet, man ikke kan se, men som giver sig til kende ved indirekte målinger. Der lægges vægt på det observerede, dvs. målinger, der fører frem til erkendelsen af, at der må findes mørkt stof.

Bogen er beregnet til temaundervisning på obligatorisk niveau i matematisk gymnasium, og den er rettet mod dimensionen "Fysikkens verdensbillede". Bogen behandler mange af astronomiens grundbegreber, og undervejs inddrages flere fysiske grundområder. En del kernestof i bølgelæren og atomfysikken behandles. Bogen indeholder derudover mange øvelser, som kan regnes i forbindelse med gennemgangen af stoffet.

 
 
 
Opgaver i Fysik A-niveau
 

1. udgave
1. oplag 2007
Omfang 84 sider
94 opgaver


FYSIKFORLAGET

Opgaver i fysik, A–niveau er en samling opgaver, der tilsammen dækker de faste emner og skriftlige kompetencer, som kræves til den skriftlige eksamen i fysik ifølge læreplanerne for fysik efter reform 2005. I sagens natur er de skiftende emner fra Fysik i det 21. århundrede ikke inkluderet.

Notation og benævnelser er i overensstemmelse med de valgte i kompendiet Fysik i overblik, Fysikforlaget 2007.

Opgaverne er bearbejdede udgaver af gamle eksamensopgaver; rettet til, så de blandt andet tydeliggør tidens øgede krav til forklaringer og argumentation. Opgaverne er opdelt efter emne, og forsøgt placeret i en rækkefølge, så de første kan bruges som træningsopgaver tidligt i forløbet og på B–niveau. Dette er ment som en hjælp til læreren ved valg af relevante skriftlige hjemmeopgaver.

Opgavesamlingen indeholder endvidere de to vejledende sæt skriftlige opgaver til fysik efter reformen.

 
 
 
Tid
 

1. udgave
1. oplag 1986
Omfang 145 sider


Helle Kragh

Temaet for denne bog er tiden. Fysikken har langt fra patent på tidsbegrebet, der med lige så stor ret kan anskues ud fra andre perspektiver, f.eks. i forbindelse med psykologi, sociologi, literatur og biologi.

 
 
 
Trafikfysik
 

1. udgave
1. oplag 1991
Omfang 64 sider


Werner Jensen

Bogen er beregnet til temaundervisning på obligatorisk niveau i matematisk gymnasium og hf-tilvalg i fysik. Bogen er rettet mod dimensionerne "den nære omverden", "teknik" og "teknologi og samfund". Bogen er tænkt anvendt i slutningen af 1g eller i 2g, når eleverne har forudsætninger i varmelære og elektriske kredsløb. Bogen dækker kernestoffet i mekanik. Mekanik falder en del elever ganske svært. For at lette tilegnelsen af stoffet tager bogen udgangspunkt i elevernes dagligdags erfaringer om trafik og fører gradvis frem til mekanikkens overordnede begreber. Der er en lang række historiske, tekniske og samfundsrelaterede afsnit: Transport før og nu, hjulet, bilen, eksplosionsmotoren, trafikulykker, Ellerten, IC3-toget. Desuden anvendes simuleringsprogrammet DYMOS eller LOOP.

 
 
 
Transistorens historie
 

1. udgave
1. oplag 1986
Omfang 64 sider


Poul Viemose

Denne bog er stort set lærebogsdelen af et didaktisk speciale lavet ved Fysisk Institut, Århus Universitet.
Bogen er bygget op i tre dele. Første del hadnler om fysikken bag transistoren. I andel del anvendes transistoren til opbygning af en simpel radio (opbygges trinvis på et sømbrædt), og i sidste del fortælles lidt om historien bag transistoren.

 
 
 
Universer og universet
 

1. udgave
1. oplag 2003
Omfang 97 sider


Kurt Jakobsen

Dette manuskript er tænkt del som konkret undervisningsmateriale til kosmologidelen af det nye standardforsøg (2003-) i fysikhøjniveau i gymnasiet, dels som baggrundsmateriale for fysik- og astronomilærere samt andre interesserede.

Det nødvendige stof for at kunne opfylde kravene i fagbilaget og for at kunne regne de skriftlige eksamensopgaver er i det væsentlige samlet i de tre første kapitler, hvortil der også er skriftlige øveopgaver af varierende sværhedsgrad.